søndag den 24. september 2017

Parterapi

Parterapi kan bruges forebyggende og udviklende, bl.a. til
  • Opståede konflikter og kriser
  • Kommunikationsproblemer
  • Seksuelle og generelle samlivsproblemer
  • Fastkørte mønstre
  • Løsning af specifikke problemområder i forholdet

Ved parterapi bruger jeg grundlæggende de samme metoder og teknikker som ved individuel terapi. Det vil med andre ord sige, at jeg også her først og fremmest koncentrerer mig om nutiden, og om parternes aktuelle tanker og følelser.

Sigtet med parterapi er på den anden side anderledes end ved individuel terapi, nemlig udvikling eller problemløsning på parforholdet som sådan, fremfor hos den enkelte. Det betyder at det er relationen der er i fokus, hvor jeg alt efter situationen kan bede den ene eller begge parter om, for eksempel at:
 
  • fortælle partneren om sine aktuelle følelser i situationen
  • fortælle partneren om sine krav og forventninger
  • fortælle partneren om sine aktuelle ønsker
 
I kontakt med den anden, sådan at kontakten det meste af tiden vil være mellem parterne indbyrdes med mig som uvildig guide på sidelinien.

Det er min erfaring, at vi i parforhold ofte spiller ubevidste spil med hinanden, og jo flere spil der foregår, jo mindre "plads" vil der blive til den direkte og ærlige kontakt mellem parterne.

Hvordan den enkelte parterapi session vil forløbe, afhænger som i al anden terapi helt af de involverede personer, hvad udgangspunktet er og hvad der foregår undervejs.

Generelt er det vigtigt for mig, at begge parter tager ansvaret for deres egne tanker og følelser: for eksempel "Når du siger det, bliver jeg vred" frem for "du får mig til at blive vred". Selv om det kan se ud til at være en ligegyldig nuance, kan der være stor forskel fra "jeg har disse følelser, og det er mine" til "det er din skyld, at jeg har disse følelser".

For at parterapi skal have chancer for at føre til noget, er det afgørende at begge parter har en grundlæggende god vilje til at prøve det. Hvis for eksempel den ene part i realiteten har besluttet sig for at forlade forholdet, vil der ikke være noget grundlag for parterapien - som af den pågældende måske ligefrem kunne bruges som en begrundelse for at forlade partneren: "Der ser du - vi har endda været i terapi, men du vil stadig ikke forandre dig!".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

kognitiv

Bo Bach Pedersen Brug viden om hjernen i kognitiv adfærdsterapi: et indblik i hvordan psykoterapeuter kan gøre brug af hjerneforskninge...