Jeg har besluttet mig for, at jeg her på bloggen vil begynde at tage diverse emner eller ting op til diskussion som er tabubelagte i vores samfund. Jeg synes personligt selv, at der er alt for mange tabuer og at vi bør være mere åbne omkring disse emner. Derfor vil jeg tage disse emner og tabuer op til diskussion for, at bevise at disse tabuer ikke bør være tabuer, men emner som vi burde kunne tale om uden at dømme eller at der opstår fordomme.
Det første emne som jeg har valgt, at tage op til diskussion, blev foreslået af en af mine bekendte på Twitter. Emnet og tabuet: Psykiske lidelser. Jeg kender flere folk med psykiske lidelser og jeg har selv haft en depression, så derfor synes jeg bestemt dette var et spændende og relevant tabu at tage op til diskussion. Flere og flere mennesker får diagnoser på psykiske lidelser eller sygdomme, og aldrig har psykologer, psykoteapeuter og lign. været mere efterspurgt end det er lige nu. Jeg tror at grunden til dette er, at vores samfund er et så stresset samfund. Der er et enormt pres på os og vi har alt for mange ting og tanker som vi føler vi er nødt til, at leve op til, og derfor kan vi desværre blive ramt af disse sygdomme. Stress, depression, OCD, angst, spiseforstyrrelser, skitzofreni.. Ja, der findes et hav af diagnoser, og netop fordi flere og flere bliver ramt af disse sygdomme, synes jeg derfor det er vigtigt, at man tør at snakke om det. Man skal turde være den man er og stå frem med sine problemer uden, at folk skal dømme en eller at der opstår latterlige foredomme og tanker om den ramte. Det bliver mere og mere naturligt og normalt, at man går til psykolog, får diagnoser og får medicin imod psykiske lidelser, så derfor skal det også være et emne og ikke et tabu, som vi kan snakke om. Det er bevist, at man får det bedre hvis man snakker om ens problemer, så lad os for helvede turde at snakke om det! Vi kan ikke altid være stærke og lege supermænd. De psykiske sygdomme kan ramme os alle om så man er dreng, pige, kvinde, mand, barn eller voksen – alle kan blive ramt!
Jeg har pisse stor respekt for folk, som tør at stå frem og som gør noget ved deres problemer, i stedet for at forsøge at gemme dem væk. Den eneste måde problemer kan løses på er jo netop, hvis man snakker om det og accepterer problemet. Og fordi jeg mener, at vi skal turde tale om psykiske sygdomme og lidelser, har jeg derfor været så heldig, at tre unge mennesker, som alle har psykiske lidelser, har haft lyst til, at stå frem med hver deres historie her på min blog. Jeg er utrolig taknemlig for, at de har gidet at hjælpe mig med dette og jeg har den største respekt for dem for, at de tør at fortælle noget så personligt på min blog. Så tusind tak for det alle tre! I er så seje!
Jeg håber, at dette indlæg kan få folk til at være mere åbne og mindre dømmende, så det bliver lettere at leve i dette samfund med en psykisk sygdom. Selvom man har en psykisk lidelse, kan man stadig være et velfungerende og skønt menneske. Jeg giver hermed ordet videre til disse tre modige og smukke unge mennesker!
Emma, 17 år, starter på SOSU til august
“Mit navn er Emma W. Ø. Nielsen og jeg er 17 år.
Jeg har siden fødslen været psykisk syg, men det fandt jeg først ud af under en indlæggelse fra marts-maj 2012.
Det hele startede tilbage i august 2010, hvor jeg var ved at miste en god ven på en skoletur til Tjekkiet. Efter den tur begyndte jeg at få det dårligt. Vi fik tilbudt en krisepsykolog, og han sagde, at pga. sådan en oplevelse, så kunne gamle minder godt dukke frem. Ganske rigtigt, det gjorde der. Jeg blev udsat for seksuelt misbrug, da jeg var 8 år gammel, og det dukkede pludseligt frem. Jeg begyndte, at snakke med en AKT-lærer på skolen. En AKT-lærer er en slags skolepsykolog. Jeg fik det rigtig skidt igennem 9. klasse, da jeg ikke fik den hjælp, jeg havde brug for. Mine forældre vidste ingenting om overgrebene. Jeg gennemførte 9. klasse.
I august 2011 startede jeg på handelsskolen i Viborg. Efter et par måneder fik jeg det rigtig skidt igen. Der fik jeg konstateret stress i alvorlig grad. Derefter begyndte jeg ved en skolepsykolog.
På handelsskolen havde jeg en lærer, som jeg var rigtig glad for. En dag, hvor det hele bare braste sammen, fortalte jeg hende om overgrebene, og hun fortalte dem til skolepsykologen, som kontaktede kommunen. Derefter kom alt det med politiet, og mine forældre fik det af vide i januar 2012.
Derefter ramlede det hele sammen. Jeg begyndte at gå ved en psykolog i Center for selvmordsforebyggelse i Herning. Efter 4-5 samtaler, hvor det hele bare gik værre og værre, endte jeg med at blive indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling i Herning. Der var jeg i lidt over to måneder. Jeg havde voldsomme selvmordstanker og jeg skar en del i mig selv.
Indlæggelsen gjorde ikke specielt meget godt for mig. Jeg syntes, at jeg blev mere og mere vanvittig af at være derinde. Jeg blev syet en enkelt gang derinde og igen 3 dage efter, at jeg kom hjem.
Under indlæggelsen fik jeg konstateret en svær depression og Aspergers Syndrom i mild grad. Jeg kom lynhurtigt på medicin for depressionen. Derudover fik jeg Truxal imod mine søvnproblemer, som var meget voldsomme. På et tidspunkt sov jeg ikke i to døgn i træk. Asperger ligger meget lavt på autismespektret, så man er ikke autist, fordi man har den diagnose, og fordi jeg har den i en mild grad, kan man næsten ikke mærke det på mig. Der er noget med det sociale, men ellers ikke det helt vilde. Asperger diagnosen er medfødt, så jeg har derfor været psykisk syg hele mit liv – bare uden at vide det.
Nogle dage efter udskrivelsen, begyndte jeg at gå til psykolog ved en smaddersød kvinde, der hedder Tinne. Hun er den bedste psykolog, jeg nogensinde har haft.
Den dag i dag, går det meget svingende. Jeg kom aldrig tilbage på skolebænken efter udskrivelsen, da jeg på ingen måde følte mig klar. Jeg droppede medicinen, da den ingen effekt havde på mig. Jeg tager stadig 2 truxaler engang imellem, når jeg ikke kan sove. Jeg har en enkelt samtale tilbage ved min psykolog, da hun har fået nyt job. Jeg har siden september gået i noget, der hedder Væksthuset – et sted for unge, der ikke er under uddannelse. Vi besøger forskellige skoler og arbejdspladser, for at få inspiration. Efter ferien starter jeg på SOSU-uddannelsen i Århus, da jeg netop har fået lejlighed sammen med to skønne veninder i Viby. Drømmen er, at blive sygeplejerske i psykiatrien. Jeg vil gøre en forskel.
På trods af alvorlig sygdom, har jeg fået en hverdag til at køre. Bare fordi man er deprimeret, så kan man altså godt leve en hverdag. Det gælder om, at kæmpe sig tilbage til hverdagen. Jeg ved vejen er ualmindeligt hård, men man kan, hvis man vil. Jeg f.eks. arbejder rigtig meget, og det har i den grad hjulpet mig – man kommer ud og er social. Men samtidig – imens du kæmper for at få en hverdag til at fungere, så tænk på dig selv, og hvad der er godt for dig. Jeg er uheldigvis havnet i den situation, at jeg ville gøre noget der er godt for mig, ved at arbejde. Det tog overhånd. Jeg pressede mig selv så meget, at jeg i dag er MEGET selvdestruktiv. Bl.a. med selvskade, alt for meget arbejde og nu også spisning. Min vægt ligger normalt lige under de 50 kg, men så sent som i dag vejede jeg mig, og den stod på 45,8 kg. Det er ikke noget, jeg selv kan gøre for. Det er sygdommen, der gør det ved mig.
Og til alle – får du en psykisk diagnose, så er du stadig som alle andre. Et menneske med et liv, bare med nogle ekstra udfordringer i rygsækken. Du er på ingen måde unormal. Lad ikke dig selv eller andre bilde dig andet ind.
Take care of yourself. ♥”
Regitze, 20 år, går i 3.g på gymnasiet“Livet på anti-depressiv medicin.
Jeg har fået æren af at være en del af dette tabu-indlæg på Nannas blog, og det er jeg rigtig glad for, da jeg selv synes at psykiske lidelser også skal være noget man kan tale åbent om. Ydermere bliver det første gang jeg for alvor sætter ord på min ”diagnose”.Som du, læser, nok kan regne ud er jeg diagnosticeret med depression. Depression er en svær lidelse at sætte ord på, mest fordi den nok også føltes forskellig alt efter hvem man er – og der findes selvfølgelig også forskellige grader af en depression: min ligger nok i midten.
Hvordan fandt jeg så ud af, at jeg havde en depression?
Hvad jeg kan huske, så var det først noget der for alvor kom til udtryk efter en helt bestemt hændelse jeg havde med en tidligere veninde. Hun havde det svært og gjorde selvskade – Noget som jeg tager stærk afstand fra. Det endte ud i et angstanfald en nat, hvor jeg var bange for at jeg skulle begynde på det. Det er meget ubeskriveligt og ganske enkelt ækelt at få et angstanfald, når man aldrig har prøvet det før. Det var her, de første tegn viste sig.Jeg begyndte at isolere mig selv og var ked af det meget af min vågne tid, hvilket første til lægesamtaler og aftale om psykologtimer. Mit andet angstanfald kom ca. en måned efter, og faktisk natten inden min første psykologsamtale. Denne gang skyldtes det gyseren ”The Shining” som jeg havde set to dagen forinden, og denne gang var det angsten for at gøre mennesker jeg holder af og elsker fortræd. Det er det værste anfald jeg har haft og det slog mig meget ud.Jeg startede hos min psykolog, og vi blev enige om at jeg nok skulle supplere mine samtaler med noget anti-depressiv medicin. Jeg var rædselsslagen. I en alder af 19 år, skulle jeg til at være afhængig af medicin for at gøre mig ”lykkelig”? Hvordan ville det fungere og ville jeg nogensinde slippe for det igen? Heldigvis har jeg en mor, som selv har været i samme situation, som kunne berolige mig og forsikre mig om, at det selvfølgelig ikke var som at blive afhængig af stoffer.Jeg sagde ”go” for det, og fik en meget lav dosis på 10 mg, hvilket er det laveste man kan få. Jeg gik i længere tid og var sikker på at alt fungerede fint og at min medicin virkede som den skulle, men efter en tid gik det op for mig at det var indbildning og jeg blev enig med min psykolog om at hæve min dosis til 30mg.
Hvor er jeg så i dag?
Det er efterhånden halvandet år siden, og jeg sidder stadig på min dosis på 30mg. Jeg har lært utroligt meget af alt jeg har været igennem og jeg har det rigtig godt. Jeg regner med at begynde en nedtrapning på mine piller i løbet af sommeren, så det synes jeg er rigtig dejligt.Jeg har været meget privilegeret at have en familie og kæreste som har været støttende omkring hele min situation, selvom jeg ved at det også har været hårdt for dem. Jeg skylder dem alt.Ydermere kan jeg også godt mærke, at jeg er kommet på rette spor af min medicin. Det er forkert at tro at ”lykkepiller” gør dig lykkelig, for du kan sagtens være ked af det, selvom du får medicin: Så selvom man får anti-depressiv medicin, gør det dig ikke lykkelig.. Det hjælper blot hjernen med at stabilisere de stoffer du enten har for lidt eller meget af – Dem der skaber depressionen.Min far har for kort tid siden været igennem et kræft forløb, og jeg kan godt mærke på mig selv at det har været hårdt, men hvis jeg tænker på hvordan situationen havde været hvis det var sket for halvandet år siden, havde det hele set noget anderledes ud.
Mit formål med at være en del af dette er, at det tabu der ligger på depression og lykkepiller skal væk. Det samme skal fordommene. Jeg har slet ikke ændret mig som person ved at tage min medicin, de har bare hjulpet mig til at være mere stabil i mit humør, og i mine øjne er de det hele værd.”
Jonas, 17 år, går i 10. klasse
“Mit navn er Jonas Mejdal, jeg er 17 år gammel og har hele mit liv været bosat i en lille by, der hedder Aulum nær Herning. I en stor periode af mit liv fra ca. 2011-nu har jeg været plaget af OCD og skizofreni, hvilket har hæmmet mig utroligt meget og gjort mig så svag, at jeg ikke ville udsætte det, jeg har været igennem, for mine værste fjender.
For mig har det bogstaveligt talt været en kamp, jeg skulle vinde, hvis jeg ønskede at overleve, for jeg har skrabet bund og kommet helt derud, hvor det eneste, der talte for mig, var at komme væk, fordi mine tvangstanker var så ulidelige og jeg kunne ikke gennemføre en almindelig dagligdag uden tankernes indblanden. Udover et hav af tvangstanker har jeg også set og hørt mennesker og stemmer, der rent faktisk kun fandtes i mit eget hovede og jeg har haft svært ved at skelne mellem de rigtige og de falske. Det hele kludrede sig sammen i mit lille hovede og jeg følte mig så uduelig.
Jeg begyndte til psykolog og kom på anti-depressiv medicin i form af piller kaldet Citalopram. Den dag i dag, nogle år efter, er jeg stadigvæk på medicin og jeg har verdens bedste psykolog i Holstebro ved navn Lotte Holmgaard, som jeg for alt i verden ikke slipper af syne det næste stykke tid. Hende besøger jeg én gang hver 4. uge og ellers efter behov og/eller hvis ubehagelige situationer skulle opstå.
Jeg missede størstedelen af 8. klasse og hele 9. klasse + mine afgangsprøver, hvilket gjorde, at jeg var nødt til at tage i 10. klasse for at få afsluttet folkeskolens afgangsprøver. Jeg blev presset utroligt meget fra høje og venstre, hvad skolen angik, men jeg mener personligt selv, at det er nødvendigt at køre det i det tempo, man selv ønsker. Man skal passe så meget på sig selv som overhovedet muligt. Om det så betyder, at man skal gå et år om, så er det ligegyldigt, for det vigtigste er, at man bliver rask.
I dag har jeg næsten gennemført 10. klasse og mangler kun de mundtlige prøver. jeg har ikke fået under 7 i nogle prøver og efter sommerferien skal jeg på en international linje på Ikast/Brande Gymnasium, hvor jeg skal gå de næste tre år.
For mig er det vigtigt at fortælle folk, at de ikke er unormale, fordi de er psykisk syge og også at fortælle dem, at det er så vigtigt at kæmpe for sin egen overlevelse. For der er altid lys på den anden side af det mørke, du måske befinder dig i lige nu.”
